Practical Info
REJSEDOKUMENTER
Vi beder dem venligst kontrollere, at Deres afrejsepapirer stemmer overens med Deres bestilling, når De modtager Deres billetter. Husk at tage kopier af billetter, pas, forsikringer m.m. i tilfælde af, Deres rejsedokumenter går tabt eller bliver stjålet på rejsen.
GENBEKRÆFTELSE
Hos nogle flyselskaber skal hjemrejsen genbekræftes senest 72 timer før afrejse. På destinationen kan I genbekræfte direkte hos luftfartsselskabet. Spørg evt. i receptionen på Deres hotel.
Hvis genbekræftelse af hjemrejsen ikke er nødvendig, anbefaler vi dog ALTID, at De inden afrejse kontakter luftfartsselskabet og forhører Dem om eventuelle tidsændringer. De kan også altid tjekke Deres aktuelle rejseplan på www.checkmytrip.com. HUSK altid at forhøre Dem om den lokale check-in tid, da den kan være anderledes i forhold til Danmark.
PAS
Kontroller, at Deres pas er gyldigt. Check også, hvornår Deres pas udløber – flere lande kræver 6-8 måneders gyldighed efter afrejsen fra det pågældende land. Husk at pas altid skal medbringes på rejsen, også inden for Schengen landene.
I forbindelse med rejse til USA gør vi opmærksom på, at det er meget vigtigt at oplyse pasinformationer til os inden afrejse enten pr. brev eller mail, da man ellers risikerer at blive nægtet indrejse.
VISUM
Der kræves visum til flere lande bl.a. Australien, Kenya, Cuba mv. Rådfør Dem med Udenrigsministeriet www.um.dk, ambassaden eller via Internettet: www.visumformular.dk.
VACCINATIONER
Deres internationale vaccinationskort skal indeholde gyldige stempler, der viser, at De er vaccineret i overensstemmelse med de gældende regler for de respektive lande. Rådfør Dem med Deres egen læge, Danske Lægers Vaccinations Service tlf. 7025 4080 eller via Internettet: www.sikkerrejse.dk. Når du rejser med Check Point Travel får de 10 % på dine vaccinationer hos Danske Lægers Vaccinations Service.
Husk at undersøge vaccinationskrav i forbindelse med Deres rejse ca. 6-8 uger før afrejsen
FORSIKRINGER
Vi anbefaler, De tegner en rejseforsikring, uanset hvilke lande De skal besøge på Deres rejse. Rejseforsikringen dækker for udgifter i forbindelse med sygdom, hospitalsindlæggelse, hjemtransport osv., hvor disse ikke er dækket af det gule sygesikringsbevis, fx alle rejser udenfor Europa eller ophold af mere end én måneds varighed indenfor Europa. OBS. Pr. 01/01-08 er hjemtransport indenfor Europa ikke længere dækket af det gule sygesikringsbevis.
Gouda og Europæiske Rejseforsikring, som Check Point Travel A/S forhandler, dækker desuden udgifter til en række andre situationer, som kunne opstå på rejsen, herunder tilkald af personer i tilfælde af hospitalsindlæggelse i udlandet og ekstraordinære hjemrejseudgifter ved sygdom i den nærmeste familie.
Hvis De er over 70 år, eller fylder 70 år på rejsen, er der krav om helbredserklæring, hvis De ønsker at tegne en forsikring.
De er velkommen til at kontakte os per telefon for yderligere oplysninger vedr. Gouda og Europæiske Rejseforsikring.
Flere og flere har deres rejseforsikring gennem deres private forsikringsselskab eller hos Mastercard. Vi har desværre erfaring for at vores kunder blot får at vide, at ”kortet dækker godt nok”. Det synes vi ikke er fyldestgørende: De bør have at vide, præcis hvad forsikringen dækker og ikke mindst hvor begrænsningerne ligger, så De ikke risikerer at stå i den ulykkelige situation, at forsikringen ikke dækker Deres behov.
VALUTA
Vi anbefaler at De medbringer et kreditkort, f.eks. Diners, Visa, Eurocard, American Express eller lignende. Kreditkortet kan bruges i de fleste lande, og De kan hæve kontanter på kortet til flyet, til køb af toldfrie varer i transithallen mv. En anden mulighed er rejsechecks – disse veksles overalt og er automatisk sikret i tilfælde af tyveri.
Vælger De at medbringe et kreditkort, vil vi anbefale at De undersøger, om man kan hæve kontanter på kortet i alle de byer, hvor De skal opholde Dem. Vores erfaring er, at man desværre ikke kan få den fornødne information i ens bank, og vi vil derfor foreslå, at De kontakter kreditkortselskabet direkte. Check også hvilke grænser der er gældende, med hensyn til, hvor meget De kan hæve per dag/uge/måned, så De ved dette, inden De tager af sted.
BAGAGE
De må højest medbringe 1 kuffert á 20 kg bagage på turistklasse. De må desuden medbringe maks. et stk. håndbagage á 8 kg pr. person. Børn under 2 år må ikke medbringe bagage. Dette gælder for alle lande, bortset fra USA, Canada og nogle områder af Sydamerika.
Ved rejse over Atlanten må de medbringe 2 kufferter á 22 kg bagage på turistklasse. De må desuden medbringe maks. et stk. håndbagage á 8 kg pr. person. Børn under 2 år må ikke medbringe bagage.
VIGTIGT
Husk at penge, pas og andre værdigenstande aldrig bør ligge i Deres kuffert, men medbringes i håndbagagen. Ligeledes film, hvad enten de er brugte eller ubrugte, idet de bliver ødelagt, hvis Deres kuffert bliver gennemlyst i sikkerhedskontrollen.
Husk at fjerne alle gamle bagagesedler fra Deres kuffert for at undgå fejlekspedition. Det er en god ide at tage en håndtaske med de mest fornødne ting med i flyet, således De kan klare Dem, hvis Deres bagage skulle blive forsinket undervejs.
Det anbefales generelt at man låser sin kuffert med undtagelse ved rejser til USA, hvor den omfattende sikkerhedskontrol kan medføre at kufferten bliver brudt op. Ved tegning af rejseforsikring med bagagedækning gennem Gouda og Europæiske Rejseforsikring er ens bagage dækket i tilfælde af tyveri, og hvis den bliver ødelagt under rejsen.
LÆGEMIDLER
Hvis De medbringer receptpligtig medicin på rejsen, skal De medbringe en attest fra apoteket på, at det er medicin til eget brug. Henvend Dem på det apotek, De normalt bruger.
Hvis De holder ferie ved stranden, ville det være en god ide at få skrevet en recept på antihistamin creme – den er dejlig at have, når man bliver stukket af myg eller strandlopper. Hvis De bliver syg under Deres ophold, bed receptionen på hotellet tilkalde en læge. Apoteker fører de mest almindelige lægemidler uden recept.
VÆSKER I HÅNDBAGAGEN
EU har pr. 6. november 2006 vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage. Reglerne gælder for alle flypassagerer, der rejser fra EU-lufthavne.
Hvad må jeg medbringe?
I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter eller 100 gram).
Man må godt medbringe mere end én beholder i sin håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter. Det er kun tilladt at medbringe én af disse poser pr passager.
Væsker og væskeformige stoffer
Når der i EU-reglerne nævnes væsker, gelé og væskeformige substanser omfatter det mere end bare vand og læskedrikke.
Det drejer sig blandt andet om:
* Væsker som for eksempel vand, juice, saft, suppe og sirup
* Parfume, barbersprit, eau de cologne og lignende
* Delvist flydende stoffer som for eksempel hårshampoo og tandpasta
* Olier og cremer, for eksempel håndlotion eller solcreme
* Indholdet i beholdere under tryk, for eksempel deodorant, barberskum og lignende
* Blandinger af faste og flydende stoffer
EU-kommissionen har præciseret, at læbestift, læbepomade, deodorantstick, limstift og lignende ikke er omfattet af de nye regler for væsker i håndbagagen.
Posen med væsker skal tages op af håndbagagen og forevises ved sikkerhedskontrollen, så den kan blive gennemlyst særskilt.
Undtagelser fra reglerne
Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig for eksempel om babymad, medicin og lignende, som må medbringes til brug på flyrejsen i større kvanta end 100 milliliter. Man bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.
Man vil fortsat have mulighed for at medbringe væsker og væskeformige stoffer, som er anskaffet efter at man har passeret sikkerhedseftersynet, hvis:
* Det er købt i en butik, hvor man viser sit boarding pas (for eksempel toldfri butikker)
* Det er købt ombord på et fly fra et EU-luftfartsselskab
CHECK-IN
Det anbefales at man checker in 2 timer før afrejse i Kastrup og 1½ time før afrejse fra de øvrige lufthavne i Danmark.
Inden hjemrejse er det vigtigt at man forhører sig om den lokale check in tid, der visse steder i fx USA og Canada kan være helt op til 4 timer.
UDKALD TIL FLY
Der er normalt ikke udkald til flyene – De bør derfor selv holde Dem orienteret om udkald til gaten via flytavlen. Normalt lyser en lampe ud for Deres flynummer, når flyet er parat til afgang. Gå altid ud til gaten i god tid, minimum 30 min. før afgang.
TRAFIKOPLYSNINGER
Bliver De afhentet i Kastrup eller i en af provinslufthavnene, kan man kontakte det pågældende luftfartsselskab i ankomstlufthavnen angående eventuelle forsinkelser.